DriveNow logo

Lejevilkår for DriveNow i Danmark

Sidst opdateret juli 2017

1. Anvendelsesområde

1.1. Nedenstående lejevilkår ("Vilkårene") fastsætter betingelserne for Kundens leje af Bybilen, samt Udlejerens og Kundens ansvar og forpligtelser.

1.2. Kunden anerkender ved tilmelding, at Kunden har indgået en bindende elektronisk aftale med Udlejeren, og at Kunden således er bundet af Vilkårene, der sammen med Prislisten udgør det samlede aftalegrundlag mellem Udlejeren og Kunden.

1.3. Såfremt Kunden optjener gratis minutter af Udlejeren, kan sådanne kun anvendes som betaling i Danmark.

1.4. Udlejeren er berettiget til at ændre Vilkårene løbende. Foretager Udlejeren væsentlige ændringer af Vilkårene eller Prislisten til ugunst for Kunden, vil Kunden blive bedt om at acceptere de ændrede vilkår, før en ny leje af en Bybil kan foretages.

2. Definitioner

Adgangskortet: Betyder enten et personligt DriveNow-kort eller et personligt Rejsekort, som Kunden kan anvende til at leje Bybilen.

Bybilen: Betyder enhver bil stillet til rådighed af Udlejeren for Kunden i overensstemmelse med Vilkårene.

Kunden: Betyder den fysiske eller juridiske person, der har ladet sig registrere hos Udlejeren og dermed accepteret nærværende Vilkår.

Lejeperioden: Betyder perioden fra Kunden har registreret sig som lejer i Bybilen, og indtil Kunden har afsluttet lejen i henhold til afsnit 10 nedenfor.

Operationsområdet: Betyder det område, hvor afslutning af Lejeperioden kan ske, og som fremgår af Udlejerens hjemmeside.

Prislisten: Betyder den til enhver tid gældende prisliste for brug og leje af en Bybil.

Skadesoversigten: Betyder den oversigt i Bybilens indbyggede elektroniske skærm, der viser de registrerede skader på Bybilen.

Vilkårene: Betyder nærværende lejevilkår.

Udlejeren:
Arriva Danmark A/S
CVR-nr.: 18 42 91 01
Skøjtevej 26, 2770 Kastrup, Danmark

3. Tilmelding

3.1. Kunden skal ved tilmelding og til enhver tid, så længe Kunden er tilmeldt som kunde hos Udlejeren, opfylde betingelserne i pkt. 3.2 nedenfor.

3.2. Kunden skal:
a) være minimum 18 år gammel
b) være i besiddelse af et gyldigt kørekort til Bybilen, der er gyldigt i minimum de følgende 6 måneder og have været i besiddelse af kørekortet de sidste 180 dage uden afbrydelse, og
c) have tilknyttet et gyldigt kreditkort til sin DriveNow-profil med et rådighedsbeløb stort nok til at dække selvrisikoen for skader jf. pkt. 12.2.

3.3. Kunden anerkender, at Kunden ved tilmelding giver Udlejeren tilladelse til at verificere Kundens indtastede personoplysninger igennem:
a) CPR-registeret
b) Rigspolitiets kørekortregister
c) NemID.

3.4. Såfremt Kunden under aftaleforholdet med Udlejeren ikke opfylder betingelserne i pkt. 3.2, mister Kunden retten til at leje Bybilen, og Kunden skal straks meddele Udlejeren om den manglende opfyldelse.

3.5. Kunden er forpligtet til at sikre, at alle oplysninger om Kunden til enhver tid er opdateret, herunder særligt Kundens navn, adresse, e-mail, mobilnummer samt kreditkortoplysninger. Kundens oplysninger kan opdateres via Udlejerens hjemmeside. Udlejeren forbeholder sig retten til midlertidigt at spærre Kundens mulighed for leje af Bybil, såfremt Kundens oplysninger ikke er korrekte.

3.6. Udlejeren er til enhver tid berettiget til at afvise Kundens tilmelding eller ophæve Kundens eksisterende tilmelding, såfremt:
a) Kunden gentagende gange er skyld i skader på Bybilen
b) Kunden overtræder Vilkårene, herunder, men ikke begrænset til, forpligtelserne og forbuddene i pkt. 7.2 og 7.3, eller
c) saglige hensyn i øvrigt taler for det.

3.7. Ved overtrædelse af Vilkårene anerkender Kunden, at Udlejeren er berettiget til at opkræve et gebyr i henhold til Prislisten.

3.8. Kunden er til enhver tid berettiget til at afmelde sin tilmelding hos Udlejeren, men hæfter fortsat for eventuel skyldig betaling mv.

4. Adgangskort

4.1. Adgangskortet er personligt og skal opbevares forsvarligt, så tredjemand ikke kan misbruge Adgangskortet. Såfremt pinkoden til Adgangskortet opbevares fysisk, skal den til enhver tid holdes adskilt fra selve Adgangskortet.

4.2. Adgangskortet må ikke overdrages til eller anvendes af andre end Kunden selv.

4.3. I tilfælde af mistet eller anden uautoriseret brug af Adgangskortet, hæfter Kunden for misbrug for op til DKK 8.000, medmindre Kunden snarest muligt efter at være blevet opmærksom på tyveri eller tab, eller anden mistanke om misbrug af Adgangskortet, kontakter Udlejeren med henblik på at få dette spærret. Hvis Kunden har handlet forsætligt eller svigagtigt hæfter Kunden ubegrænset.

4.4. Rejsekort A/S’ egne kortbestemmelser for Rejsekort finder i øvrigt fortsat anvendelse, såfremt Kunden vælger at bruge Rejsekort som Adgangskort. Ved problemer med Rejsekort, som ikke vedrører Kundens adgang til en Bybil eller Udlejeren i øvrigt, henvises til Rejsekort A/S’ kundeservice.

5. Lejeperiodens start

5.1. Lejeperioden og dermed Kundens ansvar for Bybilen, som reguleret i afsnit 14 nedenfor påbegynder det øjeblik, hvor Kunden har scannet Adgangskortet ved Bybilens kortlæser eller har åbnet Bybilen via mobilapplikationen og Bybilen låses op.

6. Kontrol af Bybilen før brug

6.1. Kunden skal før brug af Bybilen kontrollere, hvor ren Bybilen er indvendig og angive standen på skærmen i Bybilen. Er Bybilen snavset ud over almindelig brug, skal Kunden kontakte Udlejeren før brug.

6.2. Kunden skal før brug af Bybilen tillige kontrollere, hvilke skader Bybilen har, som ikke allerede fremgår af Skadesoversigten i Bybilen.

6.3. Kunden skal straks anmelde de skader eller fejl på Bybilen til Udlejeren, der ikke i forvejen fremgår af Skadesoversigten. Såfremt Udlejeren vurderer, at eventuelle skader eller fejl skal undersøges nærmere eller repareres før brug, er Udlejeren berettiget til at afvise Kundens brug af Bybilen.

6.4. Eventuelle parkeringsbøder placeret i forruden efter en tidligere kunde skal fjernes før brug og placeres i handskerummet i Bybilen.

7. Brug af Bybilen

7.1. Bybilen må kun føres af Kunden selv og kun i Danmark og Sverige.

7.2. Kunden er i hele Lejeperioden forpligtet til:
a) kun at føre Bybilen, såfremt Kunden har sit gyldige kørekort på sig og i øvrigt er fysisk og psykisk i stand til lovligt at føre Bybilen,
b) at overholde færdselsloven i enhver henseende,
c) omgående at oplyse Udlejeren om opståede skader, tyveri, hærværk eller uheld under Lejeperioden, eller såfremt Bybilens stand i øvrigt er uacceptabel,
d) forsvarligt at sikre Bybilen mod tyveri ved altid at lukke vinduer og låse Bybilen, når den forlades,
e) at kontakte Udlejeren omgående, når advarselslamperne i instrumentpanelet lyser og afvente Udlejerens svar på, om Bybilen fortsat kan anvendes,
f) at sikre, at Bybilen til enhver tid har tilstrækkelig strøm, således at Kunden kan afslutte lejen af Bybilen inden for Operationsområdet jf. pkt. 10, og
g) i øvrigt at behandle Bybilen ordentligt og forsvarligt, som man ville kunne forvente af en almindelig gennemsnitlig bilejer.

7.3. I hele Lejeperioden må Kunden ikke:
a) have en spirituspromille i blodet på over 0,5 eller være påvirket af euforiserende stoffer, herunder medicin, der kan nedsætte køreevnen,
b) køre Bybilen tør for strøm,
c) tillade flere passagerer i Bybilen, end der er seler til
d) anvende Bybilen til kriminalitet, terrænkørsel, motorsportsarrangementer, væddeløb eller erhvervsmæssig brug, såsom kurérservicevirksomhed eller befordringsvirksomhed,
e) benytte Bybilen til at transportere farlige væsker eller genstande, udover hvad der kan betragtes som almindeligt brug,
f) ryge i Bybilen eller tillade passagerer at ryge i Bybilen,
g) deaktivere passagerairbaggen,
h) medbringe dyr i Bybilen, medmindre de anbringes i et lukket bur, der forsvarligt anbringes i bagagerummet, som efterfølgende rengøres af Kunden,
i) have mindre børn med som passagerer, medmindre der anvendes en lovpligtig autostol eller selepude, og Kunden i øvrigt overholder alle instruktioner ved montering af autostolen eller selepuden, eller
j) selv eller få andre til at reparere eller i øvrigt foretage ændringer af Bybilen.

7.4. Overtrædelse af bestemmelserne i nærværende afsnit 7 kan medføre et gebyr til Kunden jf. Prislisten og et erstatningsansvar for skader, der overstiger gebyret.

8. Opladning af Bybilen

8.1. Bybilen må kun oplades ved E.ON-ladestandere i Operationsområdet enten ved brug af det ladekabel, der er placeret i Bybilen eller ved brug af kabel fastmonteret på ladestanderen

8.2. Hvis Bybilen er under 5 % opladt, er Kunden forpligtet til at sætte Bybilen til opladning, såfremt forholdene tillader det.

8.3. Såfremt ladekablet til Bybilen misbruges til at oplade andet end Bybilen, pålægges Kunden et gebyr i henhold til Prislisten og bliver erstatningsansvarlig for misbruget. Udlejeren forbeholder sig ret til at politianmelde Kunden for et sådant misbrug.

8.4. Oplades Bybilen ved en ladestander, der ikke tilhører E.ON, og betaler Kunden for opladningen, hæfter Kunden selv for betalingen og kan ikke efterfølgende kræve kompensation af Udlejeren, ligesom Kunden hæfter for skader på Bybilen forårsaget af brug af anden ladestander end tilhørende E.ON.

8.5. Kunden kan maksimalt modtage gratis minutter for opladning af Bybilen én gang pr. Bybil pr. kalenderdøgn, såfremt dette tilbydes af Udlejeren.

9. Pligter ved færdselsuheld, skader, defekter, tyveri eller bøder

9.1. Såfremt Bybilen er impliceret i et færdselsuheld, eller hvis Kunden oplever defekter eller skader på selve Bybilen, tyveri eller modtager en bøde i forbindelse med brug af Bybilen, skal Kunden kontakte Udlejeren telefonisk og oplyse om hændelsen.

9.2. Ved færdselsuheld med Bybilen skal Kunden sikre, at politiet optager rapport om hændelsen. Afviser politiet at optage rapport om hændelsen, skal Kunden straks oplyse Udlejeren herom, som vil aftale det nærmere forløb med Kunden.

9.3. Kunden må ikke forlade et ulykkessted, som Bybilen er impliceret i, før:
a) politiet har optaget rapport eller det nærmere forløb er aftalt med Udlejeren, såfremt politiet har afvist at optage rapport,
b) Kunden telefonisk har meddelt Udlejeren om hændelsen, og Kunden har opfyldt det nærmere aftalte med Udlejeren vedrørende f.eks. sikring af beviser, skadesbegrænsning, mv, og.
c) Bybilen enten føres videre af Kunden, Bybilen bliver anbragt et forsvarligt sted, eller Bybilen bliver bugseret væk af et bugseringsfirma, alt efter hvad der telefonisk aftales med Udlejeren.

9.4. Påtager Kunden sig et ansvar over for tredjemand for et færdselsuheld, er det alene Kundens eget ansvar. Udlejeren anerkender ikke sådan erstatningsansvar.

9.5. Ved små overfladiske ridser, parkeringsbuler og lignende på Bybilen, kan Kunden nøjes med at udfylde en skadesformular fra Udlejerens hjemmeside..

9.6. Modtager Kunden en erstatning fra tredjemand for skader på Bybilen, er Kunden forpligtet til uden opfordring straks at overføre beløbet til Udlejeren, medmindre Kunden allerede har dækket skaden over for Udlejer.

9.7. Færdselsuheld eller nedbrud uden for Operationsområdet er ikke dækket af Udlejerens forsikring, hvorfor Kunden holdes ansvarlig for alle udgifter forbundet med at returnere Bybilen til Operationsområdet.

10. Parkering og Afslutning af lejen

10.1. For at afslutte lejen skal Bybilen parkeres inden for Operationsområdet, og parkeringen skal ske i overensstemmelse med færdselsloven og eventuelle andre særlige parkeringsregler for den pågældende parkeringsplads i enhver henseende, og overholde bestemmelserne i  Vilkårernes afsnit 10.

10.2. Ved afslutning af lejen skal Bybilen  parkeres på;
a) OFFENTLIGE TIDSBEGRÆNSEDE parkeringspladser, som Bybilen lovligt kan parkeres på i minimum de følgende 2 timer med korrekt indstillet parkeringsskive,
b) OFFENTLIGE ELBILSPARKERINGSPLADSER, som Bybilen lovligt kan parkeres på i minimum de følgende 2 timer med korrekt indstillet parkeringsskive,
c) OFFENTLIGE PARKERINGSPLADSER UDEN TIDSBEGRÆNSNING med undtagelse af parkeringspladser, der er reserveret til bestemte grupper, erhverv eller biler, som for eksempel handicappede, taxier eller busser, eller
d) UDVALGTE PRIVATE parkeringspladser, der fremgår af en liste på Udlejerens hjemmeside. Udlejeren forbeholder sig retten til at foretage løbende ændringer, og Kunden er dermed forpligtet til at orientere sig om listen inden hver tur afsluttes på en privat parkeringsplads. Kunden hæfter for ethvert krav, der måtte opstå som følge af at turen er afsluttet på en privat parkeringsplads, der på tidspunktet for afslutning af turen  med Bybilen ikke fremgår af Udlejerens liste.
 
 VI GØR SÆRLIGT OPMÆRKSOM PÅ AT DET IKKE ER TILLADT AT AFSLUTTE TUREN PÅ EN PERIODEBEGRÆNSET PARKERINGSPLADS. 

10.3. For at afslutte lejen af Bybilen skal Bybilen endvidere parkeres inden for Operationsområdet, og skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i pkt. 10.2.

10.4. Kunden skal ved afslutningen sikre, at:
a) ladekablet er korrekt placeret i bagagerummet i Bybilen, medmindre Bybilen er sat til opladning
b) parkeringsbremsen i Bybilen er aktiveret
c) vinduerne i Bybilen er lukket
d) dørene i Bybilen er låst, og
e) Bybilen i øvrigt er efterladt i samme stand og renlighed, som da Kunden overtog Bybilen, herunder at eventuel bagage og affald er fjernet

10.5. Lejeperioden af Bybilen er først afsluttet, når Kunden har sikret forholdene nævnt i pkt. 10.1, 10.2, 10.3 og 10.4, og når Kunden efterfølgende har afsluttet lejen ved enten at scanne sit Adgangskort ved kortlæseren i Bybilens forrude eller ved at anvende mobilapplikationen, og når scanneren viser et grønt lys som bekræftelse.

10.6. Det er Kundens ansvar at sikre, at lejen afsluttes korrekt. Såfremt Kunden oplever problemer med at afslutte lejen af Bybilen, er Kunden forpligtet til omgående at oplyse Udlejeren herom og forblive ved Bybilen, indtil Udlejeren har oplyst om det videre forløb.

10.7. Kundens leje af Bybilen må maksimalt foregå i 24 timer i træk, før Bybilen skal returneres, og lejen skal afsluttes i overensstemmelse med nærværende pkt. 10. Har Kunden ikke afsluttet lejen inden for 24 timer, forbeholder Udlejeren sig retten til at afslutte Kundens Lejeperiode straks, såfremt Bybilen holder parkeret. Udlejeren har ret til at få dækket alle omkostninger som følge af Kundens overtrædelse af nærværende afsnit, herunder omkostninger til bugsering af Bybilen.

10.8. Såfremt Udlejeren anmoder om det, skal Kunden oplyse Udlejeren, hvor Kunden parkerede Bybilen ved sin afslutning af Lejeperioden.

10.9. Ved parkering under turen skal Bybilen parkeres i overensstemmelse med færdselsloven og med andre særlige parkeringsregler gældende for den pågældende parkeringsplads.

11. Pris og betaling

11.1. Prisen for lejen af Bybilen beregnes ud fra varigheden af Lejeperioden i overensstemmelse med den gældende Prisliste ved Lejeperiodens afslutning. Kundens betaling for leje af Bybilen starter først, når Kunden har indtastet sin kode på displayet i Bybilen og efterfølgende trykket ”Start turen”.

11.2. Prislisten indeholder prisen inklusive alle skatter og afgifter, herunder moms.

11.3. Når Kunden reserverer Bybilen via mobilapplikationen, eller når Kunden starter en Lejeperiode jf. pkt. 5.1, reserveres et beløb på  ca. 100 kr. på Kundens kreditkort svarende til en gennemsnitlig pris for en leje af Bybilen inkl. parkering. Såfremt Kunden køber en timepakke i Bybilen, vil det reserverede beløb være tilnærmet prisen for den pågældende timepakke.  Det reserverede beløb vil efter lejens afslutning blive frigivet.

11.4. Når Kunden har afsluttet lejen af Bybilen i overensstemmelse med afsnit 10 ovenfor, trækkes det faktiske beløb for lejen fra Kundens kreditkort. Herefter vil Kunden modtage en kvittering for, at Udlejeren har trukket beløbet på Kundens kreditkort indeholdende en specificering af beløbet.

11.5. Kunden er efter afsluttet leje fortsat forpligtet til at have dækning på sit kreditkort til at dække øvrige omkostninger i forbindelse med lejen i henhold til pkt. 3.2 c, herunder til dækning af skader, bøder, afgifter, erstatning eller gebyrer i øvrigt. Opstår sådanne krav mod Kunden, trækker Udlejeren beløbet på Kundens kreditkort, hvorefter Kunden vil modtage en kvittering indeholdende en specificering af beløbet.

11.6. Såfremt opkrævede beløb af Udlejeren bliver afvist af Kundens kreditkortudsteder, og det skyldes Kundens egne forhold, kan Udlejeren opkræve et yderligere vederlag af Kunden for de påførte omkostninger i forbindelse med opkrævning af beløbet på anden vis.

11.7. Udlejeren forbeholder sig retten til at overdrage fordringer mod Kunden. Kunden kan i så fald kun betale med frigørende virkning til modtageren af Udlejerens fordring mod Kunden, når Kunden er informeret om overdragelsen.

12. Forsikring

12.1. Bybilen er dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring samt kaskoforsikring.

12.2. Kundens selvrisiko for skader er begrænset til 5.000 kr. Selvrisikoen er dog ikke begrænset i de i pkt. 14.5 nævnte tilfælde.

13. Udlejerens ansvar

13.1. UDLEJEREN KAN IKKE GØRES ERSTATNINGSANSVARLIG FOR TAB ELLER SKADE OPSTÅET SOM FØLGE AF KUNDENS BRUG AF BYBILEN, HERUNDER BESKADIGELSE AF TREDJEMANDS TING, MEDMINDRE UDLEJEREN HAR HANDLET SÆRSKILT ANSVARSPÅDRAGENDE.

13.2. UDLEJEREN KAN I INGEN TILFÆLDE GØRES ERSTATNINGS-ANSVARLIG FOR INDIREKTE TAB, HERUNDER TAB SOM FØLGE AF KUNDENS FORSINKELSE, SÅFREMT BYBILEN IKKE ER TIL RÅDIGHED ELLER BRYDER SAMMEN UNDER KUNDENS BRUG.

14. Kundens ansvar

14.1. Kunden skal holde Udlejeren skadesløs for ethvert tab, som Udlejeren lider pga. Kundens overtrædelse af Vilkårene eller lovgivningen i øvrigt.

14.2. Kunden er ansvarlig for skader på Bybilen, som forårsages af Kunden eller Kundens passagerer. Kundens ansvar er dog begrænset i henhold til pkt. 12.2 ovenfor, jf. dog pkt. 14.5.

14.3. Kunden er ansvarlig for enhver trafikforseelse eller anden strafbar handling under brugen af Bybilen samt for bøder eller afgifter, herunder parkeringsafgifter, udstedt til Bybilen i tidsrummet fra lejens start indtil en ny kunde lejer Bybilen eller indtil Bybilen flyttes af Udlejeren, når afslutning af turen er foretaget i strid med afsnit 10. Udlejeren er berettiget til at opkræve et administrationsgebyr til Kunden for administrationen af bøder eller afgifter/gebyrer i overensstemmelse med den til enhver tid gældende Prisliste. Endvidere er Udlejeren berettiget til at videregive oplysninger om Kunden til private parkeringsselskaber, såfremt Udlejeren modtager en parkeringsafgift fra et privat parkeringsselskab som følge af Kundens parkering i strid med Vilkårene. Videregivelsen kan omfatte følgende oplysninger om kunden; navn, adresse, fødselsdato, telefonnummer, e-mail samt oplysninger om tid og sted for den lejeperiode, hvor parkeringen er foretaget.

14.4. Såfremt Kundens parkering af Bybilen ikke er foretaget i overensstemmelse med afsnit 10, og Udlejeren har måttet bugsere eller flytte Bybilen, er Udlejeren berettiget til at kræve sine omkostninger fuldt ud dækket af Kunden, jf. Prislisten.

14.5. Uanset pkt. 12.2 ovenfor kan Kunden blive fuldt ud ansvarlig for skader, hvis Kunden har handlet ved en uagtsomhed, der kan betegnes som groft hensynsløs, eller såfremt skaden ikke er dækket af forsikringen, som følge af Kundens forhold, og Kunden er ansvarlig for skaden i henhold til Vilkårene, herunder bl.a. ved kørsel i påvirket tilstand.

15. Persondatabeskyttelse

15.1. Udlejeren indsamler, opbevarer og behandler følgende personoplysninger om Kunden:
a) navn, fødselsdato, adresse, e-mail, telefonnummer
b) kreditkortoplysninger og rejsekortnummer
c) registreringsnummeret for Bybilen med tillæg af starttidspunkt og startsted samt sluttidspunkt og slutdestination for Bybilen i Lejeperioden.
d) oplysninger til brug for Udlejerens håndtering af sager omfattet af afsnit 9 og 14, herunder oplysninger om færdselsuheld mv.
e) GPS-oplysninger, tidspunkt og påvirkning, når Bybilen registrerer en ualmindelig påvirkning (f.eks. hård opbremsning og sammenstød).

15.2. Personoplysninger bliver kun indsamlet, opbevaret og behandlet når Kunden har givet sit samtykke hertil, er nødvendig eller i øvrigt er påkrævet ved lov.

15.3. De i 15.1 a) anførte oplysninger anvendes til at identificere Kunden for Udlejeren og for at overholde bekendtgørelse 2013-05-02 nr. 463 om udlejning af motorkøretøjer uden fører.
15.4. De i 15.1 b) anførte oplysninger anvendes til at give Kunden adgang til Bybilen via sit rejsekort og til at afregne Kunden for sin leje af Bybilen.

15.5. De i 15.1 c) anførte oplysninger anvendes til at beregne prisen for hver Lejeperiode, til at oplyse andre kunder om, hvor og hvornår Bybilen er ledig via applikationen samt for at overholde bekendtgørelse 2013-05-02 nr. 463 om udlejning af motorkøretøjer uden fører.

15.6. De i 15.1 d) anførte oplysninger behandles alene i det omfang, de er nødvendige, for at eventuelle retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares på vegne af Udlejer eller tredjemand (f.eks. det relevante forsikringsselskab).

15.7. De i 15.1 e) anførte oplysninger behandles alene til at afgøre ansvarsgrundlaget i tilfælde af en skade, et krav, mv., og kan overdrages til politiet ved politiets anmodning herom eller anvendes som bevis ved en tvist. Disse data opbevares i maksimalt 3 mdr., medmindre de anvendes eller skal anvendes i en verserende sag.

15.8. Desuden behandles Kundens CPR-nr. kortvarigt i forbindelse med registreringsprocessen for at bekræfte Kundens identitet, førerret mv., men det opbevares ikke, og det deles heller ikke med tredjepart.

15.9. Såfremt Udlejeren eller Kunden opsiger Kundens medlemskab, vil Kundens oplysninger som nævnt i pkt. 15.1 fortsat blive opbevaret i 3 år fra Kundens seneste leje. Opbevaringen sker i forbindelse med at Udlejeren kan have brug for oplysningerne til behandling af eventuelle klagesager eller ved civile søgsmål og for at kunne forfølge krav for skader, parkeringsafgifter, fartbøder mv. opstået i forbindelse med Kundens leje, men som Udlejeren først bliver bekendt med efterfølgende og af hensyn til Kundens indsigelsesret, jf. forældelsesloven. Oplysninger, som er reguleret i § 7, stk. 1 i bekendtgørelse 2013-05-02 nr. 463 om udlejning af motorkøretøjer uden fører, vil blive opbevaret i minimum 5 år af hensyn til bekendtgørelsens § 7, stk. 2.

15.10. Alle Bybiler er udstyret med GPS-sporing med henblik på at kunderne kan finde Bybilerne samt til beregning af betaling for Lejeperioden. Udlejeren behandler i den forbindelse informationer vedrørende Kundens brug af Bybilen med henblik på afregning for brug af Bybilen. Der indsamles ikke GPS-oplysninger med undtagelse af pkt. 15.1 e), mens Bybilen er i bevægelse, medmindre dette er tvingende nødvendigt for at lokalisere Bybilen.

15.11. Såfremt Kunden ønsker yderligere informationer om Udlejerens behandling af personoplysninger, henvises til Udlejerens hjemmeside.

16. Fortrydelsesret

16.1. Kunden har 14 dages fortrydelsesret på købhos Udlejeren, se dog pkt. 16.5. De 14 dage løber fra købstidspunktet.

16.2. For at udøve fortrydelsesretten skal Kunden sende en e-mail til kundecenter@drive-now.dk eller sende et brev til Udlejerens adresse mærket ”fortrydelse af køb” med de kontooplysninger, hvortil beløbet ønskes tilbageført og meddele sit ønske om at fortryde aftalen i en utvetydig erklæring. Fortrydelsesfristen er overholdt, hvis e-mailen eller brevet er sendt senest d. 14. dag efter købstidspunktet.

16.3. Ved udnyttelse af fortrydelsesretten refunderes købssummen uden unødig forsinkelse og senest 14 dage fra datoen for modtagelse af anmodningen fra Kunden.

16.4. Fortryder Kunden sin oprettelse er denne forpligtet til at returnere Adgangskort for egen regning til Udlejeren, såfremt Kunden har fået tilsendt et kort i forbindelse med oprettelsen hos Udlejeren. Udlejeren forbeholder sig retten til at tilbageholde et indbetalt oprettelsesgebyr indtil et fremsendt Adgangskort er returneret til Udlejeren, eller indtil Kunden fremviser dokumentation for, at Adgangskortet er sendt retur.

16.5. Der er ikke fortrydelsesret ved reservation og leje af Bybilen, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 12, eller køb hvor Kunden har givet sit udtrykkelige samtykke hertil.

17. Refusion

17.1. Kunden har ret til at få refunderet eventuelt forudbetalt beløb op til 1 år efter udløbet af produktets gyldighed, jf. betalingstjenestelovens § 39 s, stk. 2.

17.2. Udlejeren kan ved refusion efter pkt. 17.1 i henhold til betalingstjenestelovens § 39 s, stk. 3 opkræve refusionsgebyr, der fremgår af Prislisten,  såfremt refusion ønskes inden udløbet af produktets gyldighed.
a) 

17.3. Der er kun refusion af produkter, herunder minutpakker, som Kunden har erlagt betaling for. Dog ydes der ikke refusion for tildelte gratis minutter ved oprettelsen, idet oprettelsesgebyret alene hidrører fra administration ved oprettelsen.

18. Oplysning om klagemuligheder

18.1. Såfremt Kunden er bosiddende i Danmark eller uden for EU, kan klagen indgives via www.forbrug.dk. Ved indgivelse af en klage skal du oplyse vores e-mail adresse kundecenter@drive-now.dk.

18.2. Såfremt Kunden er bosiddende i EU med undtagelse af Danmark, kan klagen indgives via EU-Kommissionens online klageportal http://ec.europa.eu/odr.Ved indgivelse af en klage skal du oplyse vores e-mail adresse kundecenter@drive-now.dk.

19. Øvrige

19.1. Enhver reference til lovgivning, bekendtgørelser mv. sker i henhold til nugældende ret, hvorfor ny lovgivning, bekendtgørelser mv. afløser disse. 

20. Værneting, lovvalg og gyldighed

20.1. Tvister mellem Udlejeren og Kunden, der ikke kan afgøres i mindelighed, er underlagt dansk ret med undtagelse af de internationale privatretlige regler, og skal afgøres ved det jurisdiktionsområde, som hører under Arriva Danmark A/S’ værneting.

20.2. Hvis en eller flere bestemmelser i Vilkårene erklæres ugyldige, består de resterende bestemmelser fortsat.